af Inge Thing
-
Det er lysten der driver værket.
Da jeg for knap 7 år siden var med til at åbne vuggestuen Hobbitten,
skulle vi som personalegruppe finde ud af, hvilke ting vi ville prioritere at
arbejde med. Jeg har altid været glad for at synge sammen med børn,
men havde indtil da ikke arbejdet bevidst med musik som samværsform i
institutionen. Her var muligheden for at gå i gang, Mine kollegaer var
med på ideen og ville gerne prioritere det i forbindelse med indkøb
af instrumenter. Vi var heldige at Erik Lyhne, der er musikpædagog, var
forældre i vuggestuen - og han hjalp med indkøb af instrumenter.
Det blev nok dyrere, end vi som udgangspunkt havde regnet med, men her 6 ½
år efter holder instrumenterne endnu.
(Se artiklen om børn og musikinstrumenter)
Så stod jeg der, vi havde købt bongotrommer, maracas, claves og
et sæt congas, men jeg kunne jo ikke spille! Men som Pippi Langstrømpe
sagde, da hun blev spurgt, om hun kunne spille klaver: "Det ved jeg ikke,
jeg har aldrig prøvet!"
Tag ved lære af børnene
Lysten til at lege med børnene gennem musikken var der, og så
gik vi i gang.
Vi satte instrumenterne på hylder så børnene kunne nå
dem, og det var langt nede, for på det tidspunkt var det ældste
barn i institutionen 1 ½ år.
Børnene blev hurtigt fortrolige med instrumenterne, undersøgte
dem, puttede duploklodserne i bongotrommerne, kradsede på trommeskindet,
slog på det, legede med mulighederne. Som Michael Madsen og Erik Lyhne
siger: "Børnene ved ikke det er svært at tromme, de gør
det bare."
Det tog lidt længere tid for os voksne, at overvinde os til at spille
på trommerne, i hvert fald når der var forældre til stede:
Jeg sad en dag og trommede og sang sammen med børnene på stuen
og pludselig stod Mads i døren og skulle hente sin søn. Mads er
trommeslager, og jeg syntes, jeg blev nødt til at undskylde mit trommespil,
hvortil Mads svarede: "Hvis du er god til at være sammen med mit
barn, så er jeg da ligeglad med, hvordan du trommer! "
Det skrev jeg mig bag øret og har gentaget det hver gang, jeg er usikker
på om jeg er god nok til at spille sammen med børnene. Det er samværet
- ikke præstationerne det handler om.
Rammelege
De traditionelle børnesange var udgangspunktet, da vi begyndte at synge
og spille i Hobbitten. Efterhånden blev en større og større
del af repertoiret rammelege, hvor vi har en fast ramme f.eks. et vers, hvor
forskellige bevægelsesmønstre så lægges ind i verset:
kravle - trille - løbe - krybe - danse - osv. (Se SPIL OP s. 62).
Både imens børnene bliver fortrolige med denne måde at lege
og bruge kroppen på og videre i musiksamværet i institutionen, er
det en forudsætning, at vi som voksne taget aktivt del i legene. Ellers
går det musikmiljø vi har skabt i sig selv igen, eller det kommer
slet ikke i gang. Men jeg skal da indrømme, at da Michaels far kom ind
på stuen for at hente sin søn og Tine og jeg kravlede rundt under
bordene og sang: "Nu ska' I høre vi er ikke skøre..."
imens børnene sad og kiggede på, da strejfede det mig da, om man
kunne ta' teksten for pålydende!
Klø
bare på - det betaler sig
Men vi blev ved og børnene kom med til at kravle, hoppe, løbe, danse og spille. Da børnene var små, var det meget som små sekvenser i hverdagen - 5 min - 10 min. Vi sang og pludrede med børnene på puslebordet. Når vi ventede på maden og tiden blev for lang, var bordet en fortrinlig tromme, og vores uundværlige springmadras på stuen blev hoppet sønder og sammen, når vi sang "Hopperock" (Den Rytmiske Sangbog s. 112), som var vores første landeplage i Hobbitten.
Musikkursus så hatten passer!
I de første år jeg arbejdede i Hobbitten kom Erik Lyhne ofte og
sang og spillede sammen med os på grøn stue, hvor hans datter gik.
Det var meget sjovt og inspirerende og gav næring til ønsket om
selv at blive bedre til at formidle musikken til børnene.
Vi besluttede at holde en fælles personaledag, hvor vi hyrede Michael
Madsen og Erik Lyhne til at synge og spille sammen med os. Vi havde også
stadig brug for at blive mere fortrolige med instrumenterne - specielt trommerne
gik vi stadig lidt udenom, når vi ikke var alene med børnene.
Vi mødtes en lørdag kl. 9 og sang og spillede, hoppede, trillede,
kravlede og klappede hele dagen og kunne såmænd være blevet
ved natten med. Vi oplevede, hvor sjovt det var at give slip og give os selv
lov til at være skøre og lege og være sammen på en
anden måde end til de traditionelle snakkemøder. Vi legede den
samme sang i lang - lang tid, og oplevede at det ikke handler om at synge så
mange sange som muligt, men at én sang måske varer en time, hvis
vi synes, det er sjovt så længe.
Det var en vigtig fællesoplevelse for os, og det var meget lettere og
sjovere at spille musik i Hobbitten efter den dag.
Musik i fællesrummet
De ældste børn var nu godt 3 år. Hobbitten var blevet ændret
til en 0-6 års institution med fuld integration på alle stuer.
Når vi spillede på grøn stue, stod dørene altid åbne.
Dette betød, at børnene fra de andre stuer kunne høre musikken,
og derfor kom strømmede til for at være med i legen. Nogle gange
var vi 5 til at spille og andre gange næsten 45 børn og voksne
i et lille rum der spillede og sang, og det hele kogte.
Efterhånden begyndte vi at samles i fællesrummet fra alle stuer
og synge og lege der. Her var det igen både traditionelle børnesange
og rammelege, som jeg hentede fra "Den Rytmiske Børnesangbog"
og fra "Børnesangbogen", vi brugte.
Børnene var efterhånden fortrolige med samværsformen, og
med i musikken på hver deres måde: Nogle ville gerne være
i centrum hele tiden, andre vil se på engang - to gange - tre eller ti
gange før de var klar til at hoppe med i legen. Nogle børn foretrak
at gå, eller være med på sidelinien - og sådan er det
stadig.
Hvordan skaber vi rammerne så musiksamværet lykkes?
For at det kan lade sig gøre at børnene vælger til og fra,
når vi spiller musik, er det vigtigt, at vi som voksne har klare aftaler
om, hvem der er ansvarlig for hvad, inden vi går i gang.
Når vi spiller i Hobbitten, ved jeg, at jeg kan koncentrere mig 100% om
samspillet mellem os, der deltager i musikken, fordi mine kolleger sørger
for:
Men jeg er også afhængig at, at nogle af mine kolleger deltager i musikken, bliver der og kravler, danser, spiller og synger sammen med børnene. Så skal jeg bare holde gryden i kog.
-Og hvordan gør jeg så det - kursus i Gedved
I efteråret '93 startede jeg på et 3-årigt efteruddannelseskursus
i musik, rytmik og drama på Gedved seminarium. For at komme videre med
de musikforløb, jeg stod for i Hobbitten, havde jeg brug for selv at
blive bedre til at bruge instrumenterne, så mere af min energi kunne gå
til formidling af sangene og legene.
Ny inspiration i form af nye sange, det at møde kolleger fra andre institutioner
der arbejder med musik og teoretiske overvejelser i f.h.t. musik som samværsform,
gjorde det muligt for mig at arbejde mere målrettet med musikken. Jeg
kunne her få udbygget mit lager af sange og lege og dermed udbygge børnenes
lager, så de herfra kan hente inspiration til spontansang - rytmelege
- leg med rim osv.
Kurset er tilrettelagt således at vi gennem 3 år er på kursus
3 timer pr. uge. Det er en strålende form fordi det giver mulighed for
at komme hjem og afprøve ideer.
De forskellige rytmer på trommer spiller og repeterer vi så mange
gange, at vi til sidste kan bruge dem imens vi synger. Her er der brug
for det gå på mod, som børnene har, når de øver
sig.
Da vi havde øvet 6/8 dels rytmer et stykke tid sagde Michael Madsen,
som underviser på kurset: "Jeg kan se at nogen af jer tænker:
"Det her kan jeg ikke!" I skal lære at tænke: " Det
her kan jeg ikke - endnu!". og vi trommede videre. Efter mange timers fælles
øvning på kurset, hvor vi øvede samme rytme uophørligt,
da skete det lige pludselig: Jeg kan!- og lidt efter - Der var den igen! Jeg
kan huske, at jeg kom hjem fra kursus den dag og sagde til mine kolleger: "Nu
ved jeg, hvordan børnene har det, når de lige har lært at
cykle eller løbe gadedrengeløb."
Gennem kurset har jeg også lært i højere grad at støtte
børnenes motoriske udvikling både gennem fastlagte forløb,
men også i hverdagen. At have øje for når Cecilie øver
gadedrenge løb på gangen, og lige løbe med en tur og vise
at jeg deler glæden med hende, både i processen og den dag hun mestrer
det.
Jeg prøver
En af de første sange jeg lærte på kurset, hedder Mama Kuyo.
Her hører en dans til og jeg var meget i tvivl om, hvorvidt jeg skulle
bruge den, når jeg havde alle børn fra 0-6 år samlet til
musik. Men så tænkte jeg: "Jeg prøver, så må
de små opleve musikken, som de kan, og de store kan deltage aktivt i den."
Vi gik i gang: til verset går vi et grundtrin ind mod midten og ud igen
mens vi holder hinanden i hænderne. Her var de små fint med, da
vi havde sunget sangen et par gange. De børn der ikke kunne gå,
sad og så på eller sad på arm hos en voksen.
I omkvædet synger vi:
A. - ¦: Kilde - kilde - kilde - kilde - kilde lille sky :¦
B. - Ta' den ned - ta' den ned
C. - ¦: Stampe - stampe - og tilbage - og tilbage :¦
D. - Fredag aften så tar' vi på diskotek
Til A - strækker vi hænderne i vejret og kildrer skyerne mens vi
løber på stedet
Til B - Vi trækker skyen ned - fra venstre og højre
Til C - Vi tramper i gulvet 2 gange og 2 gange et lille hop tilbage
Til D - Drumpestød til venstre, rumpestød til højre, rumpestød
bagud
Her var de store børn og de voksne hurtigt med, og syntes det var sjovt.
De små så på og nød det, og jeg troede, at det var
det, indtil jeg en dag stod og skiftede Mikkel på 10 mdr. og sang Mama
Kuyo for ham. Da jeg nåede til omkvædet og sang Kilde kilde kilde
kilde kilde lille sky, tog Mikkel hænderne op ved siden af hovedet og
kildede med fingrene - det var fedt!
Vi har sunget denne sang lige siden og ungerne er vilde med den. En dag, hvor
vi spillede og skulle lege Tornerose, tog vi hinanden i hænderne og William
på 1 ½ år begyndte prompte at gå mod midten og ud igen
- han var klar til Mama Kuyo.
Hanne som er pædagog i Hobbitten fortalte mig en anden dag, da vi havde
sunget sangen, at Elina på 2 år, havde snakket om den resten af
dagen - hun kalder sin mor Mama.
Tænk hvis jeg havde bestemt, at det kun var en sang for de store.
Omvendt har de store børn meget glæde af at være med i nogle
af de forløb, som vi typisk ville forbeholde de små i gruppen.
Jeg har forsøgsvis delt børnene op i en gruppe med 0-2 årige
og en med 3-6 årige, som i en periode havde musik i hver deres gruppe.
Min erfaring er at børnene får mest ud af at være sammen
på tværs af alder.
Gensidig respekt
Da Kristoffer på 5 ½ måned i foråret `95 startede på
vores stue, syntes de store børn på stuen ikke, at han kunne ret
meget. Det var længe siden vi havde haft så lille et barn på
stuen.
Da vi skulle have musik næste gang, startede vi allesammen med at kigge
på Kristoffer. Vi så hvor fint han lå på maven og fulgte
med i hvad vi lavede. Så fik jeg alle de andre børn til at lægge
sig ned på maven og lægge hovedet med kinden mod gulvet og armene
bøjet, så hænderne hvilede på gulvet ved siden af hovedet.
Vi lå der uden at løfte hovedet, og jeg fortalte, at sådan
lå vi allesammen lige da vi blev født. Vi kunne ikke engang løfte
hovedet, men det blev kedeligt ikke at kunne se mere, så vi prøvede
at løfte hovedet, som så faldt ned igen, men vi øvede os
igen og igen, og vi blev stærkere og stærkere og til sidst kunne
vi løfte os helt op på armene og kigge rundt. Herfra kunne vi se
mere, men hvad var der mon bag ved os? Vi skubbede så meget fra med den
ene arm, at vi trillede om på ryggen - og pludselig var verden meget større.
Så var det bare svært at komme om på maven igen, men vi øvede
os - igen og igen - og til sidst kunne vi trille. Senere lærte vi at komme
op på alle 4 og rokke frem og tilbage - vi lærte at kravle - at
sidde på knæ uden støtte med hænderne, at rejse os
op med støtte, at stå uden støtte, for til sidst at have
så meget balance, at vi kunne gå.
Dette forløb var en oplevelse for alle, og fra den dag var der stor respekt
om, hvad Kristoffer nu havde lært, fordi børnene kunne se og mærke
at det Kristoffer kunne var ligeså svært for ham, som det er for
en 4-5 årig at løbe gadedrengeløb.
Vi har som voksne mulighed for, at lære børnene at respektere
hinanden og se hinandens styrke, selvom det er forskellige ting vi er gode til.
En sang vi har brugt meget i Hobbitten til dette formål er:
Se hva' jeg kan
Se hva' jeg kan
Kom og se det alle mand
Jeg kan nemli' hoppe nu
Det plejer jeg ellers ikke at ku'
(Trille - fra en Tv udsendelse af samme navn - Findes i "Den
Rytmiske Børnesangbog" s. 87)
Her sidder alle i en rundkreds og har en hård madras liggende midt i
kredsen. Den/dem, der gerne vil vise, hvad de kan, hopper ind på madrassen
og viser, hvad de har lyst til. Det er som regel det, børnene lige har
lært, eller er i gang med at øve sig i.
Det ene barn inspirerer det næste, og alt fra kolbøtter til kravlen
er repræsenteret. Her er også en god chance for at lære at
være synlige. Det er ikke farligt at være midtpunkt, og hvis det
føles farligt, kan to børn eller et barn og en voksne følges
ad ind i midten.
Når børnene har oplevet det tit nok, kommer det til at afspejle
sig i deres egne lege.
Sku' vi ikke gøre lissom Mikkel?
Da Pelle var knap 4 år var en af hans yndlingslege: "Sku' vi ikke
gøre lissom Mikkel?"
Mikkel var ret skrap til at kravle, og når han kravlede ud på gangen
kravlede de store børn efter ham, hvis Mikkel satte sig på numsen,
satte de store børn sig på numsen, så kravlede han igen,
de store børn fulgte efter osv. Det var en kæmpeoplevelse for Mikkel
på godt 1 år at opdage, at det var ham der styrede legen, og de
store fik lejlighed til at genopleve noget de egentlig "var for store til",
men i legen var det helt legalt.
Båndmusik til dans og leg
Vi har brugt meget båndmusik i Hobbitten i årenes løb. Vi
har danset og leget til musikken, og hvis jeg skal udnævne en evergreen
i vores institution, må det absolut være "Skatteøen"
af Sebastian. Der er blevet udkæmpet mange slag i puderummet til disse
sange. Tænk at være en dreng på 4-5 år, der fægter
på livet løs imens han skråler med på BLOD OG GULD
- BLOD OG GULD.
Til de danselystne syede Ellen, vores leder, et af de første år
et dansetæppe. Det er et tæppe, hvorpå der er syet en hinkemand
(på tæppets bagside er der et skridsikkert lag gummi). Tæppet
ligger på en hylde, men børnene ber' tit om, at få det ned
og så snart det ligger på gulvet danser og hopper de på livet
løs, til den musik de har valgt. Med jævne mellemrum holder vi
diskotek på grøn stue. Vi pynter stuen, laver billetter, som deles
ud i hele huset, laver saft, måske popcorn, ruller for, rydder gulvet
og jeg har sørget for at musikken er klar. Musikken er alle de sange
der bliver sunget og spillet mest i Hobbitten her og nu, og børnene får
at vide, at de skal tage bånd med, hvis der er en bestemt sang, de gerne
vil danse til. Så starter festen og vi danser, spiser popcorn, drikker
saft, sidder på madrassen og pjatter eller på en stol og kigger
på.
En dag da vi havde holdt diskotek, spurgte Hanne børnene om de havde
haft det sjovt, "Ja" sagde Signe, "mig og Mikkel sad inde under
bordet og spiste popcorn". I den anden ende af oplevelsesskalaen ser vi
Pelle, der gir' den på alle tangenter til titelsangen fra Aladdin-filmen.
Planlagte forløb inspirerer til spontan musik
For at musikken skal leve i institutionen, kræves det, at vi planlægger
forløb, så vi kan vedligeholde og udbygge børnenes lager
af sange og rytmer.
Udfra dette lager kan børnene hente inspiration til spontansang, lege
med rytmer og udråb.
Det er med musikken som med alt andet vi involverer os i, når vi først
har oplevet den, er den overalt, så kan vi støtte og udvikle den,
både planlagt men også her og nu.
Forældrene og musikken
Forældrene har ikke været direkte inddraget i musiklivet på
institutionen udover, at de tit har stiftet bekendtskab med vores musikudfoldelser
ved bringning og afhentning af deres børn. Børnene synger selvfølgelig
også mange af sangene når de kommer hjem. Dette medfører,
at forældrene jo ofte har spurgt til vores musikalske udfoldelser og hvilke
sange vi synger m.v.
Vi besluttede derfor at holde et forældremøde med det ene tema
at fortælle om børn og musik. Både konkret udfra vores oplevelser
i Hobbitten, men også mere teoretisk om børns musikalske udvikling.
Forældrene sang og spillede også, for selv at lære nogle af
vores sange.
Som oplæg til mødet lavede vi en film "En helt almindelig
fredag i Hobbitten", som viste mange eksempler på børnenes
egne musikudfoldelser i hverdagen. Vi brugte ret lang tid på denne film
og fik den semiprofessionelt redigeret.
Denne film er senere blevet brugt som undervisningsfilm på mange seminarier
og på mange institutioner, som eksempel på børnenes egne
musikaktiviteter.
Jeg må dog sige, at vi burde gøre noget mere for at inddrage forældrene i vores musikaktiviteter.
Udvikling gennem vores 6 musikår
Der har helt klart været en stor udvikling i vores musikalske udfoldelser
gennem de 6 år Hobbitten har eksisteret.
Hele vores personalegruppe bakker fuldt og helt op omkring musiklivet, og det
har smittet meget af på børnene. De kan mærke de voksnes
glæde ved at synge og spille.
Vi var ikke så gode til at bruge instrumenterne i starten. Det var nærmest
inventar. Instrumenterne har altid stået fremme så børnene
kunne bruge dem. De bliver brugt meget i perioder både af de store og
små børn.
Efterhånden som de voksne er blevet fortrolige med brugen af instrumenterne,
kan jeg se, at det har smittet af på børnene. Hvor de førhen
afventede, at de voksne gik i gang med at spille, før de selv begyndte,
set vi nu meget ofte at de uopfordret spiller på instrumenterne på
stuerne.
Når vi spiller i fællesrummet, behøver vi bare at slæbe
instrumenterne frem - så er børnene straks i gang med at spille.
Vi voksne kunne faktisk gå ind og drikke kaffe hvis vi ville! - men det
vil vi ik'.
Det er lysten der driver værket
Da jeg begyndte at spille og synge med børnene i Hobbitten, havde jeg
én force på musikområdet. Jeg kunne mange børnesange
udenad, og jeg havde lyst til at synge dem sammen med børnene.
Det afgørende, hvis I vil igang med at spille i institutionen, er at
lysten til at gå i gang er tilstede, alt det andet kan læres, og
det bedste ved det hele er, at det er sjovt!
Litteratur:
Spil Op - om børn musik og bevægelse. Erik Lyhne, Michael Madsen og Karen Rønne. Forlaget Lyren 1990.
Børnesangbogen (1993), Den Rytmiske Børnesangbog (1987) og Den Glade Børnesangbog (1992). Alle af Erik Lyhne, Michael Madsen og Karen Rønne.
De nævnte sangbøger kan varmt anbefales, fordi de er lettilgængelige,
også for os der ikke læser noder. Mange af sangene findes på
de tilhørende bånd.
Inspiration fra lærere på det 3 årige efteruddannelseskursus i Musik, Rytmik og Drama i Gedved. Kontakt Gedved Statsseminarium 75 66 52 00 eller Århus Dag- og Aftenseminarium 86 16 02 00 for nærmere oplysning om kurset.
Inge Thing - Pædagog i Hobbitten